
Trainman Blues
Bandbiografi Trainman Blues er et prisvindende blues- og soulband uden grænser, dannet af producer og bassist Laust Krudtmejer Nielsen samt sanger og sangskriver Richard Farrell. Siden debutalbummet i 2018 har bandet opbygget en trofast tilhængerskare både i Danmark og internationalt, ikke mindst på grund af deres anmelderroste udgivelser og koncerter, som ofte beskrives som magiske og spirituelle. Deres markante aftryk på bluesscenen er blevet cementeret med tre Danish Music Awards Blues: Årets Bluesalbum i både 2018 og 2021 samt Blues Live-prisen i 2021. Derudover blev de nomineret til Årets Album i 2022 for livealbummet Live at the Station og til Bedste Live Act i 2024. Bandets lyd forener blues og soul i et råt fundament med elementer fra roots-musik og gospel, produceret på en organisk og samtidig moderne måde. Trainman Blues har opnået næsten 2 millioner afspilninger på Spotify, et tal der forventes at stige med udgivelsen af nye singler denne sommer samt deres tredje studiealbum, planlagt til udgivelse i slutningen af 2026 eller begyndelsen af 2027. Richard Farrell er en vokalist med en imponerende og kraftfuld stemme, og bandet har formået at bringe denne klassiske lyd ind i nutiden på en måde, der efterlader ingen i tvivl om, hvorfor Trainman Blues vækker så stor opmærksomhed. Med personlige og originale sange skrevet af Richard Farrell og produceret samt arrangeret af Laust Krudtmejer Nielsen er der al mulig grund til at følge med i, hvad bandet foretager sig - både på scenen og i studiet. Medlemmer • Richard Farrell -- vokal, guitar, klaver • Laust Krudtmejer Nielsen -- bas • Rune Højmark -- guitar, lapsteel, kor • Thomas Crawfurd -- trommer, mandolin, percussion, kor • Lasse Størgaard -- Hammond-orgel, Rhodes og synthesizere Presseomtale Soulbag Magazine (Frankrig) "Richard Farrell, hvis stemmeklang og fraseringer leder tankerne hen på Sean Costello, markerer sig som en stor soulsanger." "Bassist Laust Nielsens produktion er en fornøjelse i al sin enkelhed og formår at forene tradition og modernitet, klassicisme og innovation." Rootstime (Belgien) "Dette opfølgende album med sin velafbalancerede blanding af blues, soul og funk vil bestemt ikke skuffe nogen. Det er en perle." BluesNews (Danmark) "Med Live at the Station har Trainman Blues endnu en gang leveret et yderst veltilrettelagt musikalsk album fyldt med detaljer og kvaliteter at fordybe sig i. Efter at have hørt dette fremragende livealbum får man straks lyst til at opleve Trainman Blues på scenen." Rå blues- og rootsmusik med et moderne udtryk • Danish Music Award Blues 2018 -- Årets Bluesalbum • Danish Music Award Blues 2021 -- Årets Bluesalbum • Danish Music Award Blues 2021 -- Årets Liveband Dørene åbner 1 time før. Unr. siddepladser Læs mere om koncerten på: www.kulturcafeludvig.dk








