Flemming P - Gadens Stemmer
Flemming P deler sin personlige historie om misbrug, tab og genopbygning i en intim fortælling og samtale
Alting kørte på skinner, men en aften skete der noget, som ændrede alt. Jeg røg ud i et misbrug, som rykkede alle mine grænser.
Hvad fortæller jeg om? Jeg voksede op i et hjem med vold, kontrol og skam – fik med bælte og bøjle og blev straffet for at kalde min egen mor “mor.” Jeg flyttede skole fem gange på ti år og fandt først et frirum i ungdomsklubben, hvor jeg blev introduceret til musik og radio. Som 14-årig vandt jeg Danmarksmesterskabet som DJ og endte senere som Danmarks første morgen-tv-vært.
Men succesen havde en bagside. Jeg røg ind i kokain, første gang i 80’erne. Senere i livet gik det helt galt: afhængighed, kriminalitet, afpresning, mistillid fra systemet, og oplevelser man aldrig glemmer. Jeg mistede alt: ægteskab, familie, formue og mig selv.
I 2023 fik jeg tre blodpropper i hjernen. Jeg kunne ikke bevæge min højre arm, kunne ikke huske min egen adresse. I dag er jeg sygemeldt, kæmper for førtidspension og har stadig en plettet straffeattest hængende over hovedet.
Men jeg har ikke givet op. Jeg laver radio hver morgen, træner min hjerne, og under navnet ReBeat udgiver jeg musik på alle platforme.
Min historie handler om at falde – men også om at rejse sig igen. Du betaler en høj pris, når du overskrider livets grænser. Men det er aldrig for sent at kæmpe sig tilbage og bruge sin stemme. Det gør jeg hver dag – og nu vil jeg dele den med dig.
Et si vous tentiez …
Des envies qu'on ne vous montre pas encore, mais qui bougent près de chez vous.
